I det kriminalpræventive arbejde tales der meget om risiko. Vi laver risikovurderinger, vi identificerer risikopersoner, og vi iværksætter indsatser på baggrund af risikoprofiler. Men der gemmer sig et grundlæggende problem i den måde, vi bruger risikobegrebet på — et problem, der kan føre til, at vi giver den forkerte indsats til de forkerte mennesker.
Det Kriminalpræventive Styresystem opererer med et skarpt skel mellem to begreber, der i praksis ofte forveksles: potentiel sårbarhed og kvalificeret risiko. De er ikke det samme, og de kalder på vidt forskellige indsatser.
Hvad fortæller risikofaktorer os egentlig?
Risikofaktorer er statistiske sammenhænge. De fortæller os, at visse forhold — brudte familier, tilknytning til kriminelle kammerater, tidligt skolefrafald, misbrug — er overrepræsenterede hos dem, der begår kriminalitet. Det er værdifuld viden. Men den har en central begrænsning.
Risikofaktorer kan ikke forudsige, om en konkret person vil begå kriminalitet. De kan alene fortælle os, at en persons livssituation statistisk falder sammen med en øget forekomst af kriminalitet. Det er fundamentalt forskelligt fra at vide, at personen er i risiko.
En gennemgang af de mest anvendte risikofaktorer vil hurtigt placere en betydelig del af den danske befolkning i en eller anden form for risikogruppe.
Det er ikke en overdrivelse. Inkluderer vi de statiske risikofaktorer som køn, alder og etnicitet, ender vi med flertallet af befolkningen i en risikogruppe. Det er et signal om, at vi har at gøre med et begreb, der er for bredt og upræcist til at bære de meget specifikke og indgribende indsatser, som ofte bliver resultatet af professionelles risikovurderinger.
Hertil kommer to yderligere begrænsninger, der sjældent nævnes eksplicit. For det første: de færreste mennesker med risikofaktorer i deres liv ender faktisk med at udvikle et kriminalitetsproblem. Risikofaktorer er sandsynligheder på gruppeniveau — ikke forudsigelser om individer. For det andet: de risikofaktorer, der er forbundet med kriminalitet, er stort set de samme som dem, der er forbundet med andre sociale problemer — misbrug, psykisk sygdom, hjemløshed, skolefrafald. En risikoprofil fortæller os ikke, hvilken retning en persons liv vil tage — kun at betingelserne for problemer er til stede.
Potentiel sårbarhed — hvad det er, og hvad det ikke er
Potentiel sårbarhed er den korrekte betegnelse for det, risikofaktorerne faktisk afdækker. En person er potentielt sårbar, hvis vedkommendes livsbetingelser — individuelle, sociale og strukturelle — statistisk er forbundet med en øget forekomst af kriminalitet. Det siger noget om sandsynligheder på befolkningsniveau. Det siger meget lidt om det konkrete individ.
Hvad det er
En statistisk sammenhæng mellem personens livssituation og forekomsten af kriminalitet generelt. Afdækkes via almene risikofaktorer. Kan betyde, at opmærksomheden øges. Kræver ikke direkte kriminalpræventiv indsats.
Hvad det er
Kriminel adfærd er tidligere eller aktuelt udlevet — eller konkret planlagt. Den kriminelle adfærd er egnet til at skabe livsstilsproblemer eller viktimisere andre. Åbner for problemorienterede og behandlingsorienterede indsatser.
Potentiel sårbarhed bør øge opmærksomheden. Den bør ikke i sig selv udløse problemorienterede indsatser. Er der ikke konstateret risiko i forebyggelsesteknisk forstand, hører personen hjemme i de generelle og ressourceorienterede forebyggelsesinitiativer — ikke i målrettede, indgribende enkeltindsatser.
Det primære problemfelt indrammer det almene samfund — borgere der lever inden for den alment accepterede normer inklusive potentielt sårbare borgere. Her er risikokonsistensen lav, dvs. det kun en meget lille andel af gruppen der reelt er i risiko for at begå kriminalitet, og indsatserne er brede og ressourceorienterede.
Det sekundære problemfelt indrammer individer og fællesskaber i kvalificeret risiko — den kriminelle adfærd er til stede. Her kan problem- og ressourceorienterede virkemidler kombineres.
Det tertiære problemfelt indrammer de mennesker, for hvem kriminaliteten er blevet et konsolideret livsstilsproblem. Her kan alle tre tilgange — ressource-, problem- og behandlingsorienterede — bringes i anvendelse.
Placeringen af en person i det rette problemfelt er forudsætningen for at vælge en proportionel indsats og undgå overdosering.
Det kvalificerede risikobegreb
Risiko i forebyggelsesteknisk forstand kræver mere end et sammenfald med risikofaktorer. Det kræver, at vi kan konstatere, at den uønskede adfærd faktisk er til stede — eller overvejende sandsynligt vil opstå.
En vigtig pointe: det er alment anerkendt inden for blandt andet psykiatri og politifaglig praksis, at en af de stærkeste indikatorer for fremtidig adfærd er, at personen har udvist den samme adfærd før. Det er ikke en forudsigelse — det er en kvalificeret risiko. Og der er forskel.
En 16-årig dreng har brudte familieforhold, er begyndt at skulke fra skole og opholder sig meget i selskab med ældre unge i et belastet område. Han har ingen kriminalitetshistorie. Han er potentielt sårbar — og den ressourceorienterede tilgang er relevant. Iværksættes en problemorienteret indsats, der direkte adresserer kriminalitet som problem, risikerer vi at overdosere og dermed gøre skade. Opstår der en episode — en anholdelse, en bekymringssamtale der afslører konkret planlagt kriminalitet — ændrer billedet sig, og risikoen er nu kvalificeret.
Hvorfor skellet har praktisk betydning
Forvekslingen af potentiel sårbarhed og kvalificeret risiko er ikke en abstrakt terminologisk diskussion. Den har direkte konsekvenser for de valg, fagpersoner træffer i hverdagen.
- Overdosering: en problemorienteret indsats rettet mod en potentielt sårbar person — der reelt befinder sig i det primære problemfelt — kan stigmatisere, afsmitte og faktisk øge sandsynligheden for kriminalitet fremfor at reducere den.
- Ressourcespild: ressourcer bruges på indgribende indsatser over for mennesker, der aldrig ville have indledt en kriminalitetsbelastet tilværelse, selvom myndighederne intet havde foretaget sig.
- Underprioritering: de få, der faktisk er i kvalificeret risiko, får en indsats af samme type og intensitet som de mange, der alene er potentielt sårbare — og indsatsen er for svag.
Et uklart risikobegreb afmonterer muligheden for at vurdere, hvornår den ene tilgang skal foretrækkes fremfor den anden. Underdoseres en indsats, kan ressourcerne vise sig at være spildt. Overdoseres en indsats, kan den vise sig at være medvirkende årsag til, at kriminalitetsproblemet formeres, forstærkes eller forlænges.
Hvad skellet kræver af fagpersonen
At arbejde med det kvalificerede risikobegreb kræver disciplin. Det er fristende — og menneskelig forståeligt — at reagere på bekymring ved at iværksætte en direkte indsats. Men i forebyggelsesteknisk forstand er bekymring alene ikke nok. Spørgsmålet er altid: er der faktisk risiko her, eller er der potentiel sårbarhed?
Svaret på det spørgsmål bestemmer, hvilken tilgang der er proportionel — og proportionalitet er ikke et nice-to-have. Det er en forudsætning for, at forebyggelse har positiv effekt.
Denne artikel er baseret på interview med Kasper Fisker om Det Kriminalpræventive Styresystem.