I dansk kriminalitetsforebyggelse er der en udbredt antagelse om, at det at gøre noget altid er bedre end at gøre ingenting. Intentionerne er gode. Ressourcerne afsættes. Indsatser iværksættes. Men hvad nu, hvis indsatsen gør skaden værre?
Det er ikke en hypotetisk bekymring. Det er dokumenteret. Og det er forklaringen på, hvorfor Det Kriminalpræventive Styresystem placerer forståelsen af kontraproduktive mekanismer som et centralt fundament — ikke perifert fagligt stof, men selve udgangspunktet for proportionel forebyggelse.
Hvad overdosering er
Overdosering opstår, når indsatsens interventionsrisiko overstiger den kriminogene risiko hos modtageren. Eller sagt direkte: selv evidensbaserede indsatser og veldokumenterede programmer kan volde skade, hvis de målrettes de forkerte mennesker.
Det er i mindre grad indsatsen i sig selv, som er skadelig — skaden opstår, når meget indgribende interventioner overstiger kriminalitetsrisikoen hos målgruppen.
Et klassisk eksempel i Det Kriminalpræventive Styresystem er, når der anvendes en problemorienteret tilgang over for borgere i det primære problemfelt — altså mennesker der er potentielt sårbare, men ikke i kvalificeret risiko. Den problemorienterede tilgang arbejder med et eksplicit fokus på kriminalitetsrelateret adfærd. Rettes den mod nogen, der ikke har den adfærd, opstår der med næsten automatisk overdosering og dermed risiko for kontraproduktiv effekt.
Hvad forskningen viser
Et af de stærkeste argumenter for at tage overdosering alvorligt er, at problemet ikke er hypotetisk. Adskillige veldokumenterede programmer er blevet evalueret og fundet direkte skadelige.
En vigtig observation: disse programmer er ikke blevet afviklet, fordi de virkede skadeligt. De fleste kører stadig. Det skyldes dels, at negativ effektevaluering sjældent publiceres — der er næsten aldrig budgetteret med dokumentation af skaderne — og dels at programmerne er politisk og kommunikativt attraktive. De signalerer handlekraft. De er lette at forklare. Og intuitivt giver de mening.
De syv kontraproduktive mekanismer
Ud fra forskning på området identificerer Det Kriminalpræventive Styresystem syv mekanismer, der kan aktiveres når der overdoseres. De er ikke udtømmende, og de overlapper indimellem. Men de udgør en vigtig advarselsramme for enhver, der planlægger en forebyggelsesindsats.
Fem læresætninger for proportionel forebyggelse
På baggrund af forskning i kontraproduktive mekanismer opstiller Det Kriminalpræventive Styresystem fem læresætninger, der som tommelfingerregel kan bidrage til at sikre proportionalitet i forebyggelsen.
- Præventive indgreb er altid forbundet med behandlingsrisiko — som kan være høj eller lav afhængigt af indsatsens karakter og målgruppens risikoprofil.
- Behandlingsrisikoen er høj, hvor kriminalitetsrisikoen er lav — og omvendt. Et stærkt problemorienteret indgreb rettet mod potentielt sårbare — men ikke risikobelagte — borgere kan forvolde direkte skade.
- Underdosering kan være uproduktiv — og medføre ingen eller ringe effekt. Den "sikre" løsning er ikke altid den rigtige.
- Overdosering kan være kontraproduktiv — og medføre utilsigtet negativ effekt i form af stigmatisering, afsmitning, boomerangeffekter eller flertalsmisforståelser.
- Proportionalitet og forebyggelsesperspektiv er forudsætninger for at øge sandsynligheden for positiv effekt og reducere risikoen for ingen eller negativ effekt.
Hvad det kræver i praksis
At tage overdosering alvorligt kræver noget, der kan være svært i en travl hverdag: at stille sig selv spørgsmålet, ikke bare om indsatsen virker, men om den virker for den konkrete person i det konkrete problemfelt.
En kommunal forvaltning ønsker at forebygge banderelateret kriminalitet i et boligområde og iværksætter et intensivt gruppebaseret program for drenge i 7.–9. klasse med bekymrende adfærd. Programmet er veldesignet, erfarne fagpersoner er tilknyttet, og det har virket for andre målgrupper i andre kommuner.
Men de fleste af drengene er potentielt sårbare — ikke i kvalificeret risiko. Ingen af dem har kriminalitetshistorie. Programmet samler dem om et eksplicit fokus på kriminalitet, de ikke har begået. Det skaber afsmitning. Det sender et stigmatiserende signal om, hvem de er. Og det overdoserer i forhold til den risiko, der faktisk er til stede.
Det er ikke et dårligt program. Det er et program der bruges forkert — og det er det, overdosering handler om.
Overdosering handler ikke om onde intentioner eller dårlige programmer. Det handler om manglende proportionalitet mellem risiko og intervention. Den vigtigste opgave for den professionelle forebygger er at sikre, at intensiteten af indsatsen er afstemt med intensiteten af det problem, der faktisk er til stede.
Denne artikel er baseret på Det Kriminalpræventive Styresystem af Kasper Fisker (Hans Reitzels Forlag, 2020), kapitel 6: Kontraproduktive mekanismer. Bogen er grundbog på forebyggelsesteknikeruddannelsen og pensum på Politiskolen.