Ikke alle kriminalitetsproblemer er ens — og ikke alle kriminalitetsproblemer kalder på den samme type indsats. Det lyder indlysende. Men i hverdagen, hvor fagpersoner oplever pres for at handle, og bekymringer hurtigt bliver til indsatser, er det præcis her tingene går galt.
Det Kriminalpræventive Styresystem løser dette ved at klassificere kriminalitetsproblemer i tre operationelle domæner: det primære, sekundære og tertiære problemfelt. Klassifikationen bestemmer ikke kun, hvem der er målgruppen for en indsats — den bestemmer, hvilken type indsats der overhovedet er proportionel. Og den advarer mod at sætte kraftfulde virkemidler ind i de forkerte felter.
Feltmodellen — et overblik
De tre problemfelter er ikke adskilte kasser, men indbyrdes forbundne domæner. Det primære indrammer det sekundære, som indrammer det tertiære. Jo dybere man bevæger sig ind, desto mere intensiv er risikoen — og desto mere indgribende er de tilgængelige virkemidler.
Det primære problemfelt — folk flest
Det primære problemfelt er udgangspunktet. Det indrammer det almene samfund eller repræsentative udsnit deraf — en skoleklasse, et boligområde, en bydel, en hel befolkning. Disse mennesker lever deres liv inden for den alment accepterede samfundsnorm. Nogle er potentielt sårbare, men de er ikke i risiko i forebyggelsesteknisk forstand.
Hvad feltet indrammer
Det afgørende kriterium er, at risikokonsistensen — fordelt på enkeltindivider — er lav. Det langt overvejende flertal er ikke i kriminalitetsrisiko. Det gælder selv i udsatte boligområder og på skoler med sociale udfordringer.
Typiske problemer i det primære felt er ikke direkte kriminogene, men kan svække de kontrolmekanismer, der holder samfundet stabilt:
- Polarisering og utryghed i et nærmiljø
- Svag social sammenhængskraft i en skoleklasse
- Strukturelle forhold som arbejdsløshed, fattigdom eller diskrimination
- Politiske og samfundsmæssige diskurser der fremkalder frustration og marginalisering
En central pointe: potentielt sårbare borgere befinder sig i det primære problemfelt. De slår ud på risikofaktorer, men de har ingen kriminalitetshistorie. De skal mødes med ressourceorienterede indsatser, der styrker resiliens og beskyttende faktorer — ikke med problemorienterede indsatser, der eksplicit adresserer kriminalitet. Det ville være overdosering.
En bydel med et belastet omdømme og et boligselskab med udfordringer. Beboerne lever i overvejende grad inden for samfundets normer. Risikokonsistensen for kriminalitet er lav, selvom området er registreret som udsat. Det er et primært problemfelt — og indsatsen skal matche det: tryghedsskabende aktiviteter, stærkt fællesskab, god skole-hjem-relation. Ikke bekymringssamtaler eller mentorforløb rettet mod kriminalitet.
Det sekundære problemfelt — borgere i risiko
Det sekundære problemfelt indrammer borgere i kvalificeret risiko. Som vi har set i artiklen om det kvalificerede risikobegreb, kræver dette, at adfærden faktisk er udlevet — eller med altovervejende sandsynlighed er planlagt. Risikofaktorer alene er ikke nok.
Hvad feltet indrammer
Borgere der har udvist den kriminelle adfærd, vi ønsker at forebygge, og hvis adfærd er egnet til at skabe livsstilsproblemer. Men adfærden har endnu ikke konsolideret sig som en fast forankret livsstil med kriminogen kognition.
Feltet er karakteriseret ved bevægelse — det er et ustabilt, transitorisk felt. Borgere er på vej enten ind i det tertiære felt eller tilbage mod det primære. Typisk ses:
- Lav selvkontrol og impulsstyret adfærd
- Tilknytning til kriminelle fællesskaber — men endnu ikke fuldt internaliseret
- Erkendt eller uerkendt risiko
- Potentielle perioder med tilbagefald
Det sekundære problemfelt er det felt, hvor den problemorienterede tilgang kommer i spil. Indsatsen kan nu rettes direkte mod den kriminelle adfærd — men stadig med stor opmærksomhed på proportionalitet. At personen er i risiko, er ikke en blankocheck til alle former for indgreb. Det åbner for et konkret vindue.
Det sekundære problemfelt er i forebyggelsesteknisk forstand et mere ustabilt felt, som befinder sig mellem to mere stabile. Det er som oftest her, at personer befinder sig i perioder med tilbagefald.
Det tertiære problemfelt — konsoliderede livsstilsproblemer
Det tertiære felt indrammer borgere for hvem kriminaliteten er en fast og betydelig del af tilværelsen. Det er ikke længere situationel adfærd — det er kriminogen kognition: kriminaliteten er en del af, hvem personen er, hvad personen tænker, og hvad personen gør.
Hvad feltet indrammer
Borgere der er dybt forankrede i en kriminel livsstil. For disse personer er kriminaliteten ikke en fejltagelse eller en periode — den er en strategi, en identitet og for mange en nødvendighed.
Feltet er mere stabilt end det sekundære, netop fordi livsstilen er konsolideret. Det kræver intensiv indsats at skabe forandring — og forandring kræver som oftest, at personen selv oplever tilstrækkeligt stærke frastødningsmekanismer:
- Kognitive erkendelser af at livsstilen ikke er bæredygtig
- Tab af tilknytning til fællesskabet eller dets normer
- Hensyn til familie, børn eller nære relationer
- Mødet med et signifikant menneske der repræsenterer et alternativ
Tiltræknings- og frastødningsmekanismer
De tre problemfelter er ikke statiske. Borgere bevæger sig mellem dem — trukket af tiltrækningsmekanismer og skubbet af frastødningsmekanismer. At forstå disse kræfter er afgørende for at forstå, hvornår forebyggelsesmulighederne åbner sig.
- Oplevelsen af at blive ekskluderet fra det brede samfundsfællesskab
- Alternative fællesskaber der tilbyder anerkendelse og tilhørsforhold
- Identifikation med ledende profiler i et kriminelt miljø
- Manglende realistiske muligheder for selvrealisering inden for samfundsnormen
- Kompensation for behov der ikke er mødt i det primære felt
- Erkendelse af at livsstilens omkostninger overstiger fordelene
- Tab af tilknytning til fællesskabet eller foragt for dets normer
- Hensyn til børn, familie eller nære relationer
- Voldsomme livsovergange der skaber kognitiv åbning
- Mødet med et signifikant menneske med et alternativt værdisæt
En vigtig observation: livsovergange — forelskelse, forældreskab, tab, sygdom — kan pludselig åbne kognitive vinduer, som giver forebyggeren et momentum for forandring. Det er præcis i disse øjeblikke, at en velplaceret indsats kan have uforholdsmæssig stor effekt.
Hvorfor klassifikationen er afgørende
Feltmodellen er ikke akademisk teori. Den er et praktisk redskab der besvarer to af de vigtigste spørgsmål i enhver forebyggelsessag: hvem har vi at gøre med, og hvad kan vi gøre?
Klassificerer vi forkert — behandler primærfeltsborgere som om de er i sekundærfeltet — risikerer vi overdosering med alle dens konsekvenser: stigmatisering, afsmitning, boomerangeffekter. Klassificerer vi omvendt for lavt — behandler tertiærfeltsborgere med primærfeltsvirkemidler — risikerer vi underdosering: indsatsen er for svag til at skabe forandring.
Feltmodellen fortæller os ikke hvad vi skal gøre. Den fortæller os, hvad vi kan gøre — og hvad vi ikke bør gøre. Det er i rummet mellem disse to poler, at den professionelle forebyggelsesfaglige vurdering finder sted.
Primært felt: En klasse med et par elever der trives dårligt og har en hjemlig baggrund med risikofaktorer. Ingen kriminalitetshistorie. Indsats: styrkelse af klassefællesskab, tidlig støtte til skole-hjem-samarbejde, differentieret undervisning. Ikke: bekymringssamtaler om kriminalitet.
Sekundært felt: En 17-årig der er taget for butikstyveri to gange, færdes i et kriminelt miljø og viser tegn på at bevæge sig mod et livsstilsproblem. Indsats: bekymringssamtale, mentor med pædagogisk fokus, koordineret indsats med SSP. Forebyggelsesperspektivet vurderes konkret.
Tertiært felt: En 28-årig med en lang kriminalitetshistorie, aktiv rolle i et kriminelt netværk og kriminogen selvidentitet. Indsats: intensivt exit-program, eventuelt relokering, behandling af eventuel afhængighed. Alle tre tilgange i spil — med tung problemorienteret og behandlingsorienteret kerneydelse.
Denne artikel er baseret på interview med Kasper Fisker om Det Kriminalpræventive Styresystem.